onsdag den 13. maj 2009

Monopolets sidste krampetrækninger

Det giver mig grå hår i hovedet og gør mig stiktosset, at folk, der har en bolig til salg, skal stilles i en dårligere salgssituation på grund af politik mellem de store mæglerkæder, Dansk Ejendomsmæglerforening (DE) og deres konkurrenter.

Boligsiden er mæglernes fælles hjemmeside, hvor de lister de boliger, de har til salg, og er man medejer af den side, som netop er blevet omlagt til et aktieselskab, har man automatisk fået markedsførings-håndjern på af selskabets konkurrenceklausul. Her står der følgende:
”En aktionær ikke må være direkte eller indirekte interesseret i et foretagende der - eventuelt gennem tredjemand - har som del- eller hovedaktivitet i Danmark at markedsføre og udbyde en konkurrerende internetbaseret ekstern boligsøge-portal for boligemner”
Det vil sige, at man ikke må markedsføre sig hos eller samarbejde med andre boligsøgemaskiner som for eksempel Boliga.

Eksempel: En større mægler fra Østjylland, som er medlem af en af de store kæder, indhentede et tilbud om bannerannoncering på Boliga.dk. Tilbuddet blevet lavet, og begge parter var enige. Desværre blev aftalen annulleret, da mæglerens kæde fik nys om samarbejdet, og straks satte en stopper for det på grund af ovennævnte klausul.

Boligsælgere tages som gidsler Hvem er det til gavn for? Det kan i hvert fald ikke være til gavn for de 76.000 mennesker, der har en bolig til salg. Deres interesse er vel netop at blive eksponeret så meget som muligt så mange steder som muligt. Og ikke at blive taget som gidsel af en enevældig og gammeldags forening, der med rigide regler blokerer for aftaler, der både gavner mæglere, sælgere og købere.

Dobbeltmoral Mæglerkæderne råber op om, at de gerne snart vil have gang i boligsalget, men samtidig spænder de ben for sig selv ved at have en komplet ubegrundet angst for, at Boliga skal blive markedsleder og vil tage millioner af kroner for at have deres emner registreret på Boliga. Lad mig sige det én gang for alle: Det har altid været gratis, og det vil det forsætte med at være.
Det er pudsigt, at Dansk Ejendomsmæglerforening opfordrer alle deres mæglere til ikke at samarbejde med Boliga, idet man er bange for, at Boliga skal blive for stor, og at vi derefter vil lukrere på det.

Steen Whinter-Petersen, formand i Dansk Ejendomsmæglerforening, udtaler i DEs nyhedsbrev.
"Hvis vi ikke gør noget drastisk, vil de eksterne bolig-portaler blive markedsledende. Og da disse portaler naturligt nok ikke har til formål at sikre lave annoncepriser for mæglerne... vil det formentlig betyde omkostninger på et tocifret millionbeløb om året for branchen, oplyser Steen Whinter. "

Det er et skræmmescenarie uden det fjerneste hold i virkeligheden. Som sagt vil vi ikke tage penge for sådan en ydelse. Men vi synes da, at det er pudsigt, at Boligsiden selv er begyndt at opkræve tusindvis af kroner fra de mæglere, der ligger på boligsiden.
Monopol Det handler om, at kæderne samt Dansk Ejendomsmæglerforening efter bedste evne prøver at holde fast i det monopol, de har haft i mange år, men det er blevet svært at kontrollere med internettets fremmarch.

Steen Whinter-Petersen forsætter i samme nyhedsbrev.
"Boligsiden mister i øjeblikket markedsandele, og hvis udviklingen forsætter, risikerer ejendomsmæglerbranchen ganske enkelt at miste kontrollen over, hvor, hvordan og i hvilken sammenhæng, kundernes boliger markedsføres på internettet."
Så kan det da ikke siges tydeligere: Dansk Ejendomsmæglerforening er bange for at give slip på deres årelange monopol.

Vi mener, at det vigtigste er at give kunderne (boligsælgere og boligkøbere) den bedste rådgivning, og sker det bedst via Boliga eller en anden service, så fortjener kunderne det bedste værktøj.

Konkurrence er sundt og er med til at holde boligportalerne oppe på beatet. Men det skal ikke ske på bekostning af, at boligsælgere stilles ringere. Tværtimod. Nu må der snart skrides ind over for det monopol, der er på ejendomsmarkedet. Det er kun til gavn for dem, der vil kontrollere det, og ikke for dem, det hele handler om: Dem, der faktisk står i en salgs- eller købssituation.

Boliga opfordrer endnu engang til, at der nu skal medarbejdes frem for modarbejdes.
Boliga sender hver måned 4.500.000 klik videre til ejendomsmæglerne.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar